• Konsultation efter aftale
  • Mandag - fredag 8.00 - 17.00
  • Døgnvagt 98 99 12 05
98 99 12 05

Neutralisering

Neutralisation er en kirurgisk procedure, der forhindrer dit kæledyr i at formere sig. For handyr kaldes det kastration, hvor testiklerne fjernes og for hundyr kaldes det sterilisation. Her i huset fjernes både æggestokkene og livmoderen ved en sterilisation.

Vi anbefaler kastration og sterilisation til hunde og katte, som ikke skal bruges til avl. Det gør vi for at give dit kæledyr et sundere liv, både fysisk og psykisk.

Ved katte siger man at to intakte katte bliver til 12 på et år...

Hos os kan du trygt lade dit kæledyr gennemgå en sterilisation eller en kastration. Vi tager os altid god tid til både dig og dit kæledyr, så I får den mest optimale og trygge behandling. Hvis du har spørgsmål er vi altid klar til at svare og rådgive dig herom, så du træffer en beslutning på et oplyst grundlag. 

Hund

Ved en kastration forstår man i daglig tale at begge testikler fjernes ved operation.

Fordelen ved kastration af hund, er at hunden herefter er permanent steril. Dette bevirker en ændring af adfærd dvs. at hunden ophører med at strejfe efter tæver, bliver knapt så dominerende og markerer mindre.

Kastration kan udføres allerede fra 6-8 mdr.s alderen. Kastration kan også benyttes i forbindelse med testikelcancer og forstørrelse af blærehalskirtlen (prostata).

Ulempen ved en kastration er at den i mange tilfælde vil give et nedsat stofskifte på ca. 10-15%, hvilket betyder at det er vigtigt at være opmærksom på foderindtaget efterfølgende, så hunden ikke tager på i vægt. Visse hunderacer har en tendens til at hårene bliver mere krøllet og får en mere grov struktur. I forbindelse med en kastration vil vi informere omkring dette og betydningen for netop din hunderace.

Ønsker man ikke at kastrere kirurgisk er der også andre muligheder. Ved kemisk kastration lægges en hormonstav under huden. Denne stav indeholder stoffer som hæmmer produktionen af hypofysehormoners påvirkning af testiklerne og dermed hæmmes/fjernes produktionen af det hanlige kønshormon testosteron. I løbet af 4-6 uger vil testosteronniveauet sænkes. Dette vil bevirke at testiklerne mindskes i størrelse og forplantningsevnen forsvinder. Der findes stave der virker i 6 måneder og i 9 måneder. Gentages behandlingen ikke, vender testiklerne og hormonproduktionen tilbage igen.