Go to Top

Kastration

HUND:
Ved en kastration forstår man i daglig tale at begge testikler fjernes ved operation.

Fordelen ved kastration af hund, er at hunden herefter er permanent steril. De hanlige hormoner er ude af kroppen i løbet af 24-48 timer. Dette bevirker en ændring af adfærd dvs. at hunden ophører med at strejfe efter tæver, bliver knapt så dominerende og markerer mindre.

Kastration kan udføres allerede fra 2 mdr. alderen. Kastration kan også benyttes i forbindelse med testikelcancer og forstørrelse af blærehalskirtlen (prostata).

Ulempen ved en kastration er at den i mange tilfælde vil give et nedsat stofskifte på ca. 10-15%, hvilket betyder at det er vigtigt at være opmærksom på foderindtaget efterfølgende, så hunden ikke tager på i vægt. Visse hunderacer har en tendens til at hårene bliver mere krøllet og får en mere grov struktur. I forbindelse med en kastration vil vi informere omkring dette og betydningen for netop din hunderace.

Ønsker man ikke at kastrere kirurgisk er der også andre muligheder. Tidligere benyttede man at give hunden en P-sprøjte med præparatet progesteron. Denne metode er i dag trådt i baggrunden. I stedet er der udviklet en hormonstav benævnt “Suprelorin”. Denne stav indeholder stoffer som hæmmer produktionen af hypofysehormoners påvirkning af testiklerne og dermed hæmmes/fjernes produktionen af det handlige kønshormon testosteron. I løbet af 4-6 uger vil testosteronniveauet sænkes. Dette vil bevirke at testiklerne mindskes i størrelse og forplantningsevnen forsvinder. Der findes stave der virker i 6 måneder og i 9 måneder. Gentages behandlingen ikke, vender testiklerne og hormonproduktionen tilbage igen. Denne metode er relativ dyr, men kan give en indikation på hvordan en evt. kastration vil virke på hunden.

KAT:
Ved kastration af kat fjernes begge testikler operativt. Dette kan udføres allerede ved 2 mdr. alderen og med fordel kombineres med en eventuel vaccination og øretatovering. Kastrationen hos hankatten har primært det formål at mindske tendensen til at urinmarkere.

Som ved ethvert andet indgreb er der fordele og ulemper. En anden fordel er at kattens tendens til at strejfe mindskes væsentligt. Du får en hjemmekat. Ulempen er så at katten har tendens til at tage på i vægt. Derfor er det ret vigtigt at have fokus på hvilket foder katten indtager fremadrettet for på denne måde at undgå at få en fed og lad kat.

Kastration af hankatten finder også sted ved sygdom i testiklerne (typisk testikelcancer).